1) Lejer skal hurtigst mulig til udlejer anmelde enhver fejl og uorden ved de i lejligheden værende indretninger til afløb og til forsyning af lys, gas, vand og varme. Lejer er pligtig til at refundere udlejer de udgifter til reparationer, som måtte følge ethvert misbrug af de i lejligheden værende indretninger.
2) Unødigt forbrug af vand skal undgås. Sørg altid for, at toilet og vandhaner er i orden. Der må kun benyttes toiletpapir, mens klude, vat, aviser, tandstikker og lign. ikke må nedkastes i klosettet. Tilfælde af uregelmæssigheder skal straks anmeldes til viceværten.
Lejer er pligtig til at refundere udlejer udgiften ved vandspild fra utætte cisterner og lignende, som lejer har pligt til at vedligeholde, ligesom lejer er pligtig til at refundere eventuel vandspildsudgift fra ulovligt installerede vaske- og opvaskemaskiner m. m.
3) Husholdningsaffald anbringes i omhyggeligt lukkede poser i de til formålet opstillede affaldscontainere i ejendommen. Eventuelle nedstyrtningsskakter i ejendommen må kun benyttes til det daglige husholdningsaffald, der skal være anbragt i skaktposer, som nedkastes i skakterne i omhyggelig lukket stand. Lågerne til skakterne skal lukkes efter brug.
Større affald, herunder aviser, pap, flasker og lign. henvises til de særlige affaldsrum og -containere, og må ikke henkastes eller henlægges andre steder. Affald, der ikke bortfjernes af dagrenovationen, må lejer selv besørge bortfjernet for egen regning.
4) Henstilling af cykler, barnevogne og lignende må kun ske i de dertil indrettede parkeringsfaciliteter.
5) Lejer må ikke på ejendommens fællesarealer, på trapper, i gange m.v., henstille private effekter af nogen art. Uberettiget anbragte genstande vil udlejer straks foranledige fjernet for lejers regning.
6) Finder forurening af trapper og gange sted, må den nødvendige rengøring foretages omgående af den lejer, der har ansvaret for forureningen.
7) Det er forbudt at tegne og male på ejendommens træ- eller murværk eller på anden måde beskadige ejendommen og dens inventar.
8) Børns leg eller ophold i gården må ophøre ved mørkets frembrud, dog senest kl. 20.00. Legetøj, der af børnene er medbragt i gården, må ikke efterlades, men skal af de pågældende eller deres familie fjernes ved legetidens ophør.
9) Leg af enhver art i kældre og på beplantede arealer er ikke tilladt, og forvoldte skader i forbindelse hermed er lejer pligtig til at erstatte.
10) Parkering i gården af biler, motorcykler og lignende er ikke tilladt, med mindre parkering sker i de dertil indrettede/afmærkede parkeringsfaciliteter; tilladelsen gælder i så fald alene for lejeren af den pågældende parkeringsplads.
11) Knallerter må ikke startes i gården, og knallertkørsel i gården er ikke tilladt.
12) Hoved- og kælderdøre skal holdes lukkede. Vinduer i kælderrum skal i varmesæsonen holdes lukkede.
13) Tøjtørring samt udluftning af sengetøj, tapper og lignende fra vinduer eller altaner er ikke tilladt. Altaner må ikke benyttes som oplagsplads – se vedlagte altaninstruks.
14) Findes der badeværelse i lejligheden, må badekarret kun benyttes til badning. Badekarret må ikke renses med saltsyre eller andet ætsende middel. Det samme gælder toiletkummer. Afløb (samt disses vandlåse) fra kummer, køkkenvask og badekar skal tilbørlig renholdes af lejeren for at undgå tilstopning.
15) Af hensyn til natteroen i ejendommen må vandhaner i badeværelse og køkken ikke benyttes mellem kl. 23.00 og kl. 06.00.
16) Benyttelse af radio, grammofon, båndoptager, fjernsyn og musikinstrumenter skal ske under fornøden hensyntagen til de øvrige beboere. Boremaskiner og slagværktøj må kun benyttes under rimelig hensyntagen til de øvrige beboere, dog kun i tidsrummet kl. 09.00 – 19.30.
17) Radio- og fjernsynsantenner må kun anbringes efter forudgående aftale med udlejer og på nærmere fastsatte betingelser. Anbringelse af antenner på tørrelofter og andre fællesrum er ikke tilladt.
18) Det er forbudt at anbringe fuglebræt eller lignende ud for vinduer eller altaner, ligesom det er forbudt på ejendommens område at henkaste foder/madrester til fugle, katte eller andre dyr.
19) Det er forbudt at holde hund, kat eller lignende dyr i det lejede.
20) Forefindes vaskeri i ejendommen, må dette benyttes i alle ugens dage i tidsrummet kl. 07.00 til kl. 20.00. Lejer er pligtig til at overholde de vasketursregler, der gælder for ejendommen. Reglerne vil være ophængt i vaskekældrene.
21) Ønsker lejer at anvende anden blikkenslager end den, ejendommen benytter, må lejer sørge for, at blikkenslageren, forinden arbejdet påbegyndes, meddeler ejendommens vicevært om hvilke arbejder, der skal udføres, således at der ikke unødigt stilles om på ventiler og lignende til gene for lejerne og til udgift for udlejer. Lejer er erstatningspligtig for fejl og mangler, som anden håndværker er skyldig i, og som må udbedres af ejendommen.
22) I lejligheder med indvendig vedligeholdelseskonto må der ikke foretages istandgørelse uden forudgående anmeldelse til Ejendomskontoret. Såfremt lejer ønsker malerarbejde udført i lejligheden, bedes dette meddelt direkte til Ejendomskontoret, hvorefter ejendommens maler vil udføre arbejdet. Der gives ikke tilladelse til at anvende indestående på kontoen til andet formål end maling, hvidtning og tapetsering. Af hensyn til udvendigt arbejde foretrækker vi, at indvendigt arbejde udføres i perioden oktober – april. Ved istandsættelse må lejligheden kun males i lyse naturfarver. Lejer hæfter således ved fraflytning for eventuel istandsættelse, hvis f.eks. lofter/vægge er malet sorte o.s.v.
23) Forøvrigt har enhver lejer pligt til at iagttage, hvad der hører til god husorden, og efterkomme, hvad der i så henseende af udlejer, dennes tilsynsførende eller vicevært påbydes, bl.a. af hensyn til de øvrige lejere.

